Rom 4: Abraham, troens far
Abraham spiller en stor rolle i jødedommen, og derfor vender Paulus nu sit fokus mod ham. Det gør han også senere i brevet (Rom 9,6ff) og i Galaterbrevet (Gal 3,6ff og Gal 4,21ff). Fælles for de fire tekster er spørgsmålet om, hvem der er de sande efterkommere af Abraham. Temaet om retfærdighed ved tro er centralt i teksten. Det fremgår af den ramme, Paulus sætter op: 4,3: “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” 4,22: “Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed.”
Denne ramme afsluttes i vers 25: 4,25: “oprejst for vores retfærdigheds skyld.” Paulus gør flere ting her. For det første viser han, at Abraham blev gjort retfærdig af tro og ikke af gerninger. Derefter peger han på, hvornår Abraham blev gjort retfærdig. Pointen er, at det skete før hans omskærelse. Men hvad skal omskærelsen så tjene til? Den er et segl og et tegn fra Gud til Abraham — ikke omvendt. Fra omskærelsen går Paulus direkte til spørgsmålet om loven (v. 13ff). Han stiller loven op over for troen og ender med at udfolde troens natur: Troen griber om Guds løfter. Med vers 22Henter… sluttes cirklen om retfærdighed.
Tro (v.1-3)
Udsagnet i vers 2 – “Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud” – griber direkte tilbage til slutningen af kapitel 3, hvor tro og stolthed også blev stillet op som modsætninger.
I 3,20 understregede Paulus, at ingen bliver retfærdiggjort ved lovgerninger, og i 3,28, at vi mener, at et menneske “gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger”.
Det første argument imod, at Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, finder Paulus i 1 Mos 15,6Henter…. Forud for citatet ligger en samtale, hvor Gud lover Abraham, at han skal få mange efterkommere (1 Mos 15,5Henter…). Paulus bruger det samme citat i Gal 3,6Henter…, hvor han ligeledes understreger troens afgørende betydning.
I en vis forstand kan man se Rom 4 som en udfoldelse af 1 Mos 15,6Henter…. Paulus vender tilbage til verset flere gange (v. 9, v. 10, v. 11 og v. 22) og udfolder udtrykkene “tro” og “tilregne”, som begge har rod i 1 Mos 15,6Henter…. *
Tilregne (v.3)
I citatet fra 1 Mos 15,6Henter… indgår ordet tilregne. Det kommer til at spille en afgørende rolle i kapitlet. Grafen til højre viser, at kapitel 4 er det kapitel, der bruger udtrykket flest gange. *
Det store fokus på “tilregne” bekræftes også af den opsummering, Paulus giver i vers 23 og 24. Ud fra den efterfølgende modsætning mellem “arbejde” og “ikke-arbejde” forstås ordet her bedst som “tilskrive” eller “tilregne”. Den grammatiske form af “tilregne” er passiv, og den handlende part er Gud.
“Tilregne” her refererer til en form for matematisk proces, * hvor man “kreditere” nogen noget.
Vers 3Henter… og Vers 8Henter… bruger udtrykket modsatrettet: I vers “tilregnes” den troende retfærdighed.
I vers 8 tilregnes mennesket ikke dets synd. Der sker altså en “bortregning” af synden.
Arbejde eller ikke-arbejde (v.4-8)
Paulus fortsætter ved at skabe en kontrast, der er bygget op omkring “at arbejde”. Den første mulighed er at arbejde (v. 4). For den, der arbejder, gælder det, at lønnen er en fortjeneste. Paulus knytter altså tre ord sammen her:
Arbejde – Fortjenste – Løn.
For et arbejde gælder at man forventer en sammenhæng mellem hvad man giver af ressorucer (tid og arbejde) og hvad men modtager som løn. Lønnen er fortjent. *
Lov eller løfte
Kontrasten mellem “lov” og “løfte” er interessant. Flere steder i jødiske tekster fra det første århundrede kobles de to ting sammen. I 2 Makk 2,17‑18 hedder det for eksempel: “Men det er Gud, der har frelst hele sit folk og givet landet tilbage til os alle sammen med kongedømmet og præsteskabet og helligdommen, sådan som han har givet løfte om det i loven.” Her ser vi en sammenhæng, som Paulus adskiller. Løftet er enten knyttet til troen eller til loven. Hvis arven, som løftet lover, er knyttet til loven, får det to konsekvenser:
- Troen bliver gjort til intet
- Løftet sættes ud af kraft
Løftet (v.13)
I vers 13‑22 sætter Paulus fokus på ordet “løfte”. Udtrykket “Løfte” spiller en cental rolle i afsnittet. Kapitel fire er det afsnit i brevet, hvor ordet forekommer oftest.
Et løfte er et udsagn, som forpligter en til at gøre, hvad der siges i udsagnet. * Det kommer også frem i vers 21Henter… hvor Gud er i stand til at gøre, hvad han lover. Gud er i stand til det fordi hans ord er et skaberord, der kan kalde ting til eksistens. *
Løftets indhold er, at Abraham skal “arve verden”. Udtrykket “verden” er interssant i lyset af beretningen i første mosebog. Der tales der konsekvent om landet. *
Den mest oplagte grund til denne udvidelse af løftet fra landet til verden finder vi i første mosebog selv. Abraham udvælges til at være et redskab til at velsigne alle jordens slægter. *. Sammenhængen i første mosebog er uhyre interssant. I første del af bogen har vi gentagne gange hørt at forbandelse har ramt verden. *Gud gør Abraham for en “kanal” til at velsignelsen frem for forbandelsen.
Loven og vreden (v.14-15)
“Loven fremkalder vrede,” siger Paulus i vers 15. Det interessante er fortsættelsen: “hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse.” Det argument kan forstås på forskellig måde. *
Fortolkning 1 — universel
| 1. | Gud påfører med rette vrede over overtrædelser |
| 2. | Hvor der er “lov”, er der også “overtrædelse” |
| 3. | “Lov” er universel (Paulus forudsætter her det, han argumenterede for i Rom 2,12-16Henter…) |
| ∴ | Det er retfærdigt, når Gud rammer os med sin vrede |
Fortolkning 2 — partikulær
| 1. | Overtrædelse af loven gør “synd” til den mere alvorlige forseelse “overtrædelse”, som fortjener Guds vrede |
| 2. | Gud gav loven til jøderne |
| 3. | Jøderne har overtrådt loven (jf. 2,1–29; 3,9–19) |
| ∴ | Loven bragte vrede over jøderne |
Tro, nåde og løfte for alle (v.16-17)
I vers 15 understreger Paulus at lov og vrede hænger sammen. I vers 16 peger han på en konsekvens af denne sammenhæng. *. Paulus knytter tre centrale begreber sammen her:
- Tro – Nåde -Løfte
Konsekvensen af den sammenhæng er, at løftet gæder alle: *
- “alle hans efterkommere” (v.16a)
- “Han er fader til os alle” (v.16b)
Det underbygges med et citat fra 1. Mos 17,5Henter…. Pointen i citatet er at Abraham bliver far til mange folkeslag. Derved understreges fader-delen:
- “fader til os alle” (v.17a)
- “fader til mange folkeslag” (v.17b)
- “fader til en mængde folkeslag” (v.18)
Pointen sluttes af med et citat fra 1 Mos 15,5Henter…: “Så mange skal dine efterkommere blive”.
På den måde får Paulus understreget at løftet om nåde gælder for alle der tror.
Håb imod Håb (v.18-22)
Umiddelbart tager Paulus en helt ny tråd op i vers 18, hvor han taler om at Abraham troede “med håb imod håb”. “Håb” er en forventning om fremtiden. I dag bruger vi det typisk til at udtrykke en usikker forventning (f.eks. ‘jeg håber, jeg vinder i Lotto’), men på Paulus’ tid brugtes det om en forventning, man havde god grund til at regne med.
Det rejser to spørgsmål:
- Hvorfor begynder Paulus at tale om”håb”?
- Hvad betyder “håb imod håb”?
Det mest oplagte er at ordet “håb” her har to forskellige nyancer. “”Med håb” er udtryk for at han håber og stoler på Guds løfter. “imod håb” forklares i beskriveslen i vers 19. For Abraham gjalt at hans krop var uden livskraft og for Sara gjalt at hendes moderliv var dødt. De to ord “Uden livskaft” og “dødt” ligger tættere på hinanden på græsk end på dansk. Det handler om det umulige i, at Saras “døde moderliv”. Abraham blev kaldet til at tro på det, der ikke kan tros. *
