Lovgerninger

Udtrykket “Lovgerninger” rejser flere spørgsmål når det handler om Romerbrevet. To afgørende er: 1) Hvad er lovgerninger? 2) Hvorfor kan lovgerninger ikke frelse? Svaret på de to spørgsmål afgør hvordan man forstår udtrykket.

Hvad er lovgerninger?

Traditionelt har man defineret lovgerninger som “de gerninger, som loven kræver” eller “gerninger afledt af loven”. Dette tankemønster er blevet udfordret de sidste 50 år. Den første store udfordrer var E.P. Sanders. I 1977 udgav han bogen Paul and Palestinian Judaism, der gjorde op med en klassisk forståelse af jødedommen som en lovreligion. Hans synspunkter blev meget udbredte. Det førte til en række nyfortolkninger af jødedommen, og dermed også Paulus’ tænkning.

Den britiske teolog James D.G. Dunn videreudviklede Sanders’ tanker. Han så “lovgerninger” som et sociologisk frem for teologisk udtryk. Det er gerninger, som man gør for at adskille sig som jøde fra ikke-jøderne. Han mente, at baggrunden skulle findes i en jødisk krise, der opstod omkring 200 år f.Kr., hvor Israel var besat, og man måtte kæmpe for at beholde den jødiske identitet. ^*

N.T. Wright videreudviklede tankerne fra Sanders. Hvor Dunn så “lovgerninger” som nogle specifikke handlinger (omskærelse, sabbatsbud og spiseregler), breder Wright begrebet ud. Wright forstår det frelseshistorisk. Med Messias’ komme er frelseshistorien nået sit afgørende vendepunkt. “Lovgerninger” – forstået som de ritualer og markører (omskærelse, spiseforskrifter, sabbat) der definerede Israel som Guds folk – tilhører nu den afsluttede fase af Guds plan.

Det betyder, at probelmet er ikke at de er gerninger, men at de er det forkerte tegn på pagtstilhørsforhold efter Kristus. Troen i Kristus har overtaget som det sande kendemærke for Guds folk, der nu ikke er etnisk Israel, men alle troende fra alle folkeslag. “Lovgerninger” er altså et frelseshistorisk, ikke blot et sociologisk problem. ^*

Lovgerninger og visdom

I det følgende vil jeg argumentere for et aspekt, jeg mener denne diskussion har overset. I 1. Korinterbrev har Paulus en diskussion om menighedens optagethed af filosofi, der på flere punkter ligner den diskussion Paulus har i Romerbrevet om lovgerninger. Hvis jeg kan påvise det, bliver det et problem alene at se det som enten et etnisk problem (Dunn) eller et delvist frelseshistorisk problem (Wright). Forståelsen af menneskets manglende evne i forhold til Gud er et mere grundlæggende problem, som kommer til udtryk i kritikken af filosofien og kritikken af loven. Det vil jeg gøre ved at vise, at der er en række centrale begreber og tankemønstre, der er ens i de to afsnit.

Stolthed

Det første afsnit i diskussionen om visdom afslutter Paulus med ordene: “for at, som der står skrevet: »Den, som roser sig, skal rose sig af Herren.«” Udtrykket “rose sig” er det samme udtryk som Paulus bruger i Rom 2,17Henter… og Rom 2,23Henter…. Rom 2,23Henter… og 1 Kor 3,21Henter… taler begge om at være stolt over noget:

“Du som er stolt af loven” (Rom 2,23Henter…)
“Derfor skal ingen være stolt af mennesker” (1 Kor 3,21Henter…)

Ånden som forskel

I 1 Kor 2,6-15Henter… udfolder Paulus hvordan Ånden er den store forskel mellem troende og ikke-troende. Det når et højdepunkt i 2,14ff., hvor han skelner mellem “et sjæleligt menneske” og “et åndeligt menneske”. Forskellen mellem de to typer mennesker defineres i 1 Kor 2,12Henter…: et åndeligt menneske har fået “Ånden fra Gud”. Den samme pointe kommer frem i Rom 2,29Henter…, hvor “omskærelse” defineres som at være omskåret “i Ånden”. Ånden som den afgørende forskel mellem troende og ikke-troende vender Paulus tilbage til i Rom 8,9Henter…, hvor det at have Ånden er skellet mellem at høre Jesus til og ikke at høre Jesus til.

Dum og løgner

I Rom 3,4Henter… fremsætter Paulus det udsagn at “Gud skal vise sig som sandfærdig og ethvert menneske som en løgner.” Guds handlinger får altså mennesket til at fremstå “som en løgner”. I 1 Kor 1,19Henter… citerer Paulus fra Es 29,14Henter… og siger at Gud vil ødelægge og tilintetgøre de vises visdom og de kloges klogskab. Det følges op af to retoriske spørgsmål, hvoraf det ene er:

“Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til tåbelighed?”

Her er en interessant parallel. Gud har handlet for at:

ethvert menneske [viser sig] som en løgner
denne verdens visdom bliver til tåbelighed.

Guds handlinger har ført til en revurdering af begreberne “sandhed” og “visdom”. I Romerbrevet viser mennesker sig ikke som dem der bærer sandhed, men som løgnere. I 1. Korinterbrev viser mennesker sig ikke som vise, men som tåber. I begge tilfælde er det Guds egen sandhed og visdom der afslører den menneskelige selvforståelse som utilstrækkelig.

Disse elementer viser, at der i afvisningen af lovgerninger ligger en struktur, som rækker ud over begrebet lovgerninger; problemet med “visdom” og problemet med lovgerninger er det samme.